Praktiske informationer om Abadiania

Vejret
Abadiânia ligger næsten 1.000 meter over havets overflade og Brasiliens subtropiske temperaturer varierer kun lidt i løbet af året i disse højder. Den tørre sæson strækker sig fra maj til oktober, og regnperioden fra november til april. Med regnperiode menes, at der kommer et kraftigt regnskyl næsten hver dag, men solen skinner for det meste. I undtagelsestilfælde varer regnen i flere dage. Dagstemperaturerne er i gennemsnit 23-30 °C, mens det er køligere om aftenen og tidligt om morgenen.
Du kan se den aktuelle vejrprognose på http://uk.weather.yahoo.com

Telefon
Det er en dyr løsning at bruge din egen telefon i Brasilien. Det kan koste op til 20 kr. i minuttet både for at ringe og modtage opkald. Sluk den helt så du ikke får uventede regninger, når du kommer hjem til DK igen. Gå i stedet på cafeen Fruttis her koster det ca. 2 kr. i minuttet.

Sprog
Sproget i Brasilien er portugisisk og mange brasilianere forstår ikke andre sprog. På Casaen er der oversættere, som behersker flere sprog og som gerne er behjælpelige med at oversætte til portugisisk.

Valuta
Den brasilianske valuta er Real, BRL (flertal Reais). Valutakurserne varierer en del. Man kan sagtens veksle til Reais i Danmark. Forex har oftest valutaen. I de øvrige banker skal den bestilles i forvejen. Du kan også tage dollars eller Euros med og veksle i Abadiânia . Du kan bruge dit VISA eller MasterCard et par steder i Abadiânia bl.a. på Casaen. Der er ingen pengeautomat i byen, så du kan ikke hæve penge. Tag ikke rejsechecks med.

Vaccination
Der kræves ingen vaccinationer for at rejse ind i Brasilien. På rejsedoktor.dk kan du læse mere om eventuelle vaccinationer.

Pas og visum
Visum behøves ikke for danske statsborgere til Brasilien. Du udfylder en indrejsetilladelse og tolddeklaration i flyet. Passet skal dog være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen. Kontrollér at dit pas er gyldigt, INDEN rejsen begynder. Bestil et nyt pas i god tid, hvis det er nødvendigt.

Rejseforsikring
Næsten alle har en rejseforsikring via sin indbo- eller familieforsikring. Undersøg om den dækker ”hele verden”, idet den oftest kun dækker rejser i EU. Er du i behandling for en alvorlig sygdom f.eks. kræft, er det en god ide at kontakte dit forsikringsselskab for at høre, om du stadig er omfattet af forsikringen. Husk, at det altid bedst at få tilsagn om dette fra forsikringsselskabet på skrift.

Mad
Giv besked hurtigst muligt hvis du ønsker vegetarmad på flyet. På pousadaen’s buffetbord findes både vegetarretter, kylling og kød. En gang imellem serveres der fisk. Maden indeholder aldrig svinekød eller nogen form for peber. Vi anbefaler, at du altid drikker velsignet vand til måltiderne og IKKE vand fra hanen.

Transport i Abadiânia

I Abadiânia er alt tæt på. Der er altid taxaer på Casaen, og det er næsten altid muligt at få en taxa via hotellet. Taxachaufførerne med et gult mærke med João’s foto er meget pålidelige.

Pousada/Hotel
Sædvanligvis indkvarteres du på en såkaldt pousada men det er muligt at blive indkvarteret i lækre lejligheder med udsigt. Pousadaer ligger som oftest i gå afstand fra Casaen, og det betyder, at det er nemt hele tiden at benytte Casaens område. Det er muligt at få vasket tøj på pousadaen eller i lejlighedskomplekset. Der er 220 volt, så der er ingen problemer med adaptere.

Pakkeliste
•    To sæt bekvemt, løstsiddende hvid tøj, som du skal have på, når du besøger Casaen.
•    Badetøj til vandfaldet.
•    Almindeligt fritidstøj.
•    En varm trøje.
•    Lange bukser til om aftenen.
•    Solhat, tørklæde eller paraply for at beskytte dit hoved mod sollys efter en eventuel operation.
•    Sko/sandaler
•    Kamera
•    Vækkeur
•    Solcreme
•    Solbriller
•    Myggespray
•    Siddepude til når du er i current
•    Lune sokker til når du sidder i current